P1 er det konkrete problem. P2 er alt det du gør med det i dit hoved. Se forholdet — og hvad det faktisk fylder.
P1 er det konkrete problem. P2 er hvad du gør med det i dit hoved. For ND-hjerner er P2 typisk meget større — ikke fordi du overtænker mere end andre, men fordi nervesystemet bidrager direkte til P2.
Sensorisk overload fodrer P2. Når nervesystemet allerede er overbelastet, bliver ethvert P1-problem amplificeret — ikke af dine tanker, men af dit sensoriske system. Det er en fysisk proces, ikke en kognitiv fejl.
Justice sensitivity (retfærdighedssans) er højere hos mange ND-hjerner. Når noget føles uretfærdigt, vokser P2 eksplosivt — fordi det ikke bare er en tanke om uretfærdighed, det er en kropslig reaktion. Standard P1/P2-modellen fanger ikke den forskel.
Eksekutiv lammelse kan ligne P2 ("jeg tænker for meget over det") men er reelt noget andet — det er et igangsætningsproblem, ikke et tankeproblem. Hvis din P2 mest handler om at du ikke kan gøre noget ved P1, er det måske ikke P2 der skal ændres.